Om Enuresis PDF Udskriv

Ufrivillig natlig vandladning

Enuresis nocturna hos børn er ufrivillig, natlig vandladning i en alder, hvor barnet normalt er holdt op med at tisse i sengen om natten. Det vil sige fra 4-5-års alderen. Ofte er enuresis nocturna det eneste symptom hos barnet. Der er ingen vandladningsproblemer om dagen.

Hvis barnet har dagproblemer, er det vigtigt at få det undersøgt hos lægen. Ufrivillig vandladning om dagen kan være tegn på en anden sygdom.

Hvad er årsagen?
I det følgende gives en kort oversigt over de resultater, forskningen er nået frem til, og hvilken betydning det har fået for behandlingen af enuresis nocturna.

Psykologi?

Det har været en udbredt opfattelse, at enuresis nocturna skyldes psykiske problemer hos barnet. Mange børn har derfor haft skyldfølelse og været flove over at tisse i sengen. Ligeledes har forældrene ofte været flove over deres børn og ængstelige for, om de har været dårlige forældre. Imidlertid har mange undersøgelser vist, at børn, der kun lider af enuresis nocturna, ikke psykisk afviger fra normalbefolkningen, men at børnene faktisk har det psykisk dårligt, fordi de tisser i sengen.

De følelsesmæssige problemer hos barnet forsvinder derfor, så snart problemet bliver behandlet med et godt resultat.

Mere end 50.000 danske børn og unge er sengevædere.

Enuresis nocturna er en almindelig lidelse. I alt lider mere end 50.000 danske børn og unge af problemet. Det anslås, at 2-3 børn i hver 1. klasse er sengevædere. 15% bliver årligt spontant tørre, hvilket vil sige uden nogen form for behandling, men ca. 1-2% lider stadig af problemet i voksenalderen.

Søvn?

Søvnen hos sengevædere adskiller sig tilsyneladende ikke fra de normale børns søvn. Der er imidlertid ikke fundet en forklaring på, hvorfor børnene ikke vågner, når blæren fyldes om natten. Nyere forskning koncentrerer sig derfor om selve vækkefunktionen hos børnene.

Blæren?

Enuresis nocturna er resultatet af en ubalance mellem den mængde urin, blæren kan rumme om natten, og den mængde urin, der produceres i løbet af en nat.
Denne ubalance kan medføre, at barnet vågner og går ud på toilettet. Så kaldes det "nykturi" . Hvis barnet ikke er i stand til at vågne og derfor tisser i sengen, kaldes det "enuresis nocturna".

Arvelighed?

Der er arvelige faktorer forbundet med enuresis nocturna. Man ved, at børn har 5-7 gange større risiko for at få enuresis nocturna, hvis forældrene selv har været sengevædere.

Findes der en sandsynlig forklaring?

Der er givet mange ukendte årsager til enuresis nocturna, men én årsag har i de seneste år vist sig at være meget betydningsfuld. "Normale"  børn og voksne nedsætter urinproduktionen om natten. Det er således i de fleste tilfælde muligt at sove igennem uden at skulle tømme blæren. Dette reguleres bl.a. af et hormon, "det antidiuretiske hormon" , der udskilles i øgede mængder om natten. Herved produceres der mindre - og mere koncentreret - urin.

Anderledes er det med flertallet af de børn, der lider af enuresis nocturna. De udskiller en stor mængde urin om natten - mere end blæren kan rumme. Denne store urinproduktion skyldes ofte, at hormonet, som nedsætter urinproduktionen, ikke produceres i tilstrækkelig stor mængde.

Hos ca. 1/3 af børnene med enuresis nocturna er urinproduktionen om natten normal, men blærens rummeevne er nedsat i forhold til forventet for alderen.

Kan enuresis nocturna behandles?

I dag er de to mest almindelige behandlingsformer enten en medicinsk behandling eller et ringeapparat.

Medicinsk behandling

Medicinsk behandles med et lægemiddel, som mindsker den natlige urinproduktion til et normalt niveau. Stoffet fås som tablet og spray og skal indtages ved sengetid.

Som regel tages lægemidlet i 3 måneder, hvorefter der holdes en pause i behandlingen på op til en uge. Behandlingspausen holdes for at se, om barnet er blevet tørt, eller om behandlingen skal fortsætte. Behandlingen er praktisk taget uden bivirkninger. Barnet må dog ikke drikke større mængder væske, når lægemidlet er indtaget.

Det tilrådes, at barnet, inden behandlingen starter, udfylder et væske- og vand-
ladningsskema. Af dette skema vil det kunne aflæses, om barnet indtager ekstremt meget væske. Hvis det er tilfældet, skal behandling med medicin, der nedsætter urinproduktionen, undgås, og nærmere undersøgelser af væskeindtagelsen skal iværksættes.

Hvis barnets seng ofte er meget våd, eller sengen er våd om morgenen, selvom barnet har været oppe og tisse om natten, ledes tanken hen på en for stor urinproduktion. Der er derfor stor sandsynlighed for, at lægemidlet virker.

Ringeapparatbehandling

Den anden meget udbredte behandlingsform er ringeapparatet. Ringeapparatet består af en føler, som aktiverer en alarm, når den kommer i kontakt med urin. Denne føler sidder enten i en tynd " måtte" , som barnet ligger på, eller hæftes på underbukserne. Alarmen aktiveres, når barnet begynder at tisse, og det er meningen, at barnet (ofte med forældrenes hjælp) vækkes og hjælpes ud på toilettet og tisser færdig.

Behandlingen tager i reglen 6-8 uger. Det er vigtigt, at såvel barnet som forældrene er velmotiverede til at forsøge behandlingen, da den kræver en stor indsats af begge parter.

Hos den ca. 1/3 af børnene med enuresis nocturna der har en normal  urinproduktion om natten, ved man at behandling med ringeapparatet kan øge blærens evne til at rumme en større mængde urin.

Behandlingsvalg

Det vigtigste er at tage barnets behandlingsbehov alvorligt. I alt for mange år og i alt for mange lande er børn blevet affærdiget med, at enuresis nocturna er noget, man vokser fra. Mange vokser fra problemet, men der kan gå lang tid, og 1-2% af befolkningen slipper aldrig af med det. Desuden ved man, at jo oftere barnet tisser i sengen, jo senere vokser barnet fra det. Børn ønsker naturligvis også på dette punkt at være som deres jævnaldrende kammerater. Derfor bør barnets krav til behandling tages alvorligt, når det opstår.

Familiens læge kan rådgive om, hvilken behandling der er den rigtige for barnet. En god metode til at vurdere, hvilken behandling der vil virke bedst, er en optegnelse over, hvor meget urin barnet producerer om dagen og om natten (opsamling af urin og blevejning).

Hvilken af de to behandlinger der skal iværksættes, må dog i fællesskab afgøres af barnet, forældrene og behandleren.




...